gjør den dog til det. Man mærker, at der fra alle de klare Ruder med udmærket holdte Blomsterpotter og velstrøgne Gardiner, at ligesaa klare Øine holder flittig Udkig efter de Fremmede, naar de gaa gjennem Gaden, og en smuk Eftermiddag seer man den nette kvindelige Befolkning sidde udenfor Husene syende og strikkende og fremfor alt ivrig snakkende paa deres bløde, syngende Maal. Berømt er dens Fisketorv og visselig værdt at see[1].
Vi befandt os overmaade vel i Holbergs By. Intet Under, vor Vertinde havde ikke mindre end fem Døttre, muntre, aabenhjertige og venlige Stadsmøer, opsatte med at have glade Dage med deres Gjester. Dertil gjemte Huset idetmindste i Sommerferien endnu en Perle af første Rang, Sønnen Johan Friis. Det var første Gang, jeg saa den kjære Mand, og det var kun faa Dage, men nok til, at han groede saa fast til mit Hjerte, at jeg aldrig har kunnet tænke paa ham uden inderlig Længsel og Rørelse over, hvad Mand han var. Dengang var han endnu en kraftig Ungersvend, der satte sin Fod trygt paa enhver Vei, ligemeget, om den var jevn eller steil, og ligesaa trygt lod sin Tunge gaa med en god og forstandig Mands Tale, altid klar, fuldfærdig Mening i Stort som i Smaat og altid Hjertet med som en mild Ledsagerinde gjennem Tankens Labyrinther og helst lysende op- paa Veien med god hyggelig Skjemt. I sund kraftig Tænkesæt, fostret i dybt Følelsesliv lignede han ikke saa lidt min Ven, Romantikeren Edvard Lembcke, men i sit Væsen var han mere aaben, bred og stærk, tog ligesom mere Plads og gav mere ud af sit Forraad. Tolv Aar efter saa jeg ham igjen i Kjøbenhavn og havde da Fornemmelse af, at hverken han eller jeg havde mærket, hvor
- ↑ Skildringen af dette udelades.
Udg.
