faa Timer, vi tidligere havde mødtes, eller hvor lang Tid der siden var gaaet. Efter at have været Docent ved Universitetet og i Christiania skaffet sig Navn af deres ypperste Taler, var han nu Rector i Christiansand. Men, ak han var bleven en svag Mand. Han, der rank og let havde været forrest paa Fjeldstien, støttede sig nu bøiet paa min Arm. Det var igjen kun et Par Dage og et Par Timer, som vi kunde være sammen, og nu ligger han forlængst i sin Grav, men naar jeg tænker paa ham, er det mig, som havde vi levet Livet igjennem med hinanden.
Men det var ved hans fem Søstre, glædelig Ihukommelse, at jeg standsede. De havde selvfølgelig en ligesaa stor Færdighed i at pakke en Madkurv, som deres Gaardsgut havde baade Vane og Vilje til at bære den op paa det Fjeld, hvor Nils Klim fandt Veien ned til Jordens Bug. Og medens vi ved Fløien i Eftermiddagssolens bedste Belysning nød Udstillingen af alle Stadens pæne Gader, dens Kirker og Landsteder, flaadebedækte Havn og øvrige blanke Vande, hegnede af benævnte og ubenævnte Fjelde, fra Olrikens, Løvstakkens og Lyderhorns høitragende Kjæmper, ned til Vrimlen af Skjærgaardens menige Klumper, drak vi henrykte Skaaler for dem alle og skjønnede imellem Skaalerne paa de friske og vellykkede Kavringer i Kurven.
– – Vemodigt at tænke paa, at denne af Himlens stille Sommerhede og jordisk Hjertevarme lige velsignede Dag var den, hvorpaa de der hjemme fra Daggry havde kjæmpet paa Isteds blodige Hede, og hvor de nu mødig stak Sværdet i Skeden, seende sig om efter mangen blegnet Kammerat. Men vi vidste det ikke. I Bergen havde vi fundet Breve, som underrettede os om, at Tydskerne havde besat Slesvig By, og den danske Hær var rykket frem til Flensborg, og vi vidste, i hvilken
