Spænding man hjemme saa imøde hvad den næste Dag vilde bringe.
Næste Morgen sad vi igjen ikke i den landlige haarde Kærre, men i en magelig Kjøbstadgig, og rullede over Bjerge og græsrige Enge en tre Mils Vei ud imod Syd til Hjørnet af Bjørnefjord, hvor ved en skjøn Vig ligger de smuldrede Ruiner af Lyse Kloster. Der var i Sandhed en god „Kvileplads“, hvor vi kunde tage vor Middagsmad af Madame Friis’s rigelige Madkurv og styrke os til det egentlige Maal for Dagsreisen, det at vove os til at undersøge, om Øhlenschlägers Datter endnu svarede til det Ry for Skjønhed og Elskværdighed, som hun alt før vor Tid havde efterladt i Kjøbenhavn. Dragne af dette Tryllemiddel, naaede vi da ogsaa i god Tid langs den næste Vigs, Fanefjords, Bred til Gaarden Steen.
Fru Marie Konow var ganske vist nu bleven en imponerende Herregaardsfrue, men ligesaa vist var hun dog endnu mærkværdig skjøn at skue med Faderens velformede Træk, men langt mere spillende af Liv, med blomstrende Teint og med en elegant, men lidt fyldig „granvoxen“ Skikkelse. Hun kunde endnu meget vel gaa for Skjaldens Ideal af en Asadis, kun Skade, at hun var, som det kunde skee for Diserne, bortført til Jotunheimen. Fruen glædede os uforbeholdent ved med lattermild Snaksomhed at gjennemgaa alle Kjøbenhavnske Historier; det var tydeligt, at det gjorde hende godt i denne Forviisningsstand at høre Budskabet fra Midgaard, saa lidt asaagtige end Budbringerne saa ud. Vi var dog begge saa heldige at være vel kjendte med den Ørstedske og den Mynsterske Kreds, hvor hun hørte hjemme. Vi tilbragte en munter Aften ved et overdaadigt Bord, og seilede saa med stor Fornøielse over vellykket Fest tilbage til Bergen,
