Jeg kunde nu sende et Budskab hjem, „at samme
gode Stad begynder stærkt at stille det øvrige Land i
Skygge. Christiania synker ned til en dagligdags dansk
By, og Fjeldveien med sit skimlede Fladbrød og harske
Smør gjemmer sig som en overstaaet Kampens Tid i Erindringens
Sky“. Men jeg tog Feil, vi havde store Ting
endnu at opleve i Norge, og nu først og fremst at befare
dets Hav.
Endnu en Dag tilbragte vi dels i hyggeligt Familieliv og med af velvillige Byfolk at lade os forevise Stadens Mærkværdigheder, saasom Fæstningen Bergenhuus, et Borgtaarn, kaldet Walkendorfs Taarn, en gammel gothisk Stenhal, der antages at være bygget af Kong Haaken Haakensen 1250, i saa Fald den eneste verdslige Bygning, vi har fra den Tid, en gammel Kirke og den tydske Brygge med den lange Række af lybske Boder og andet sligt, hvorom bedst kan læses i Bergens upaatvivlelig righoldige Literatur. Men næste Dag var vi alt ved Gry ude imellem de mugne, endnu af Morgentaage grædende Skjær for at seile i Dage og seile i tre, til vi naaede Trondhjems Strand.
– – Ombord i det smukke bekvemme Regjeringsskib førte man et høist overdaadigt Driverliv fra Sol gik op, til Sol gik ned. – – Paa disse lange Dage var endelig engang god Tid, og jeg brugte den til at fylde min Tegnebog med Billeder af mange sære Fjeldformer. Der blev drevet meget Vellevnet ved Maaltiderne, de tog lang Tid, og i Mellemtiderne kjedede Folk sig og vilde have en Samtale. Saa meldte sig hos mig en Embedsbroder, endogsaa af Familien, for jeg havde dengang den Lykke at være i Familie med det halve Norge. Det var min kjære Tante Amalie[1], som var norsk af Fødsel og havde
- ↑ Generalinde Fibiger, see Forordet. Hvo den omtalte Præst har været, har jeg ikke kunnet udfinde
Udg.
