en Søster, der var gift Holtermann, og den Holtermannske Familie, som stammede fra Hlade, var gjennem „Hladejarlens“ tolv Sønner vidt udbredt. Ogsaa havde hun flere Søstre og Brødre bosatte paa vor Vei, som vi siden komme til. Denne min geistlige Fætter var nu en inderlig skikkelig Fyr, der længe havde gjort sin Pligt paa denne Søndag med at slide sig gjennem den drøieste theologiske Føde, en Bog af Rudelbach, men henover alle Texter, Citater og Anmærkningernes knortede Commentarer ikke havde kunnet bare sig for at skaade til mig og passe paa, naar min Pen standsede, for jeg sad netop og skrev til min Elskede. Han var Præst for en hel Flok af disse skarpe Øer og talte om Kinn med Kleven ikke som et interessant Punct i et Billede, men som et goldt Underlag for de fattige Folk, hvis Sjelevel laa ham paa Hjerte. Han gjorde ikke Væsen deraf, men hans jævne Ord gav god Forstand paa, hvad det vil sige at flakke om mellem disse Klippe Klumper, ikke paa den Dag, de speile sig i Havbliksvand, men naar den brølende Understorm kaster skummet henover dem. Han talte derom, som naar man hos os taler om den Besværlighed at have en længere Sognevei. Men man forstod, at der bag hans rolige Træk laa en christen Fiskers urokkelige Kraft og endnu noget mere. At have et Sogn, der er sammensat af de bare Kampestene, er ogsaa Fattigdom. Jeg skulde tro, at de norske Præsters Forskole ude i Skjærgaardene er endnu en hel Del haardere, end vores ved Vesterhavet. Det kan snarere lignes ved Grønland.
Aalesund, den lille Handelsplads af Træhuse, er der ei stort at see ved, men de Par Timer, vi laa der, maatte dog bruges, og vi steg op paa Fjeldet. Morgentaagen laa der endnu. Medens jeg stavrede hen over Stenvæggen, saa jeg et Par Skridt foran mig en ikke høi, men
