let gaaende og velbygget:Skikkelse, en ung Mand med en Reisetaske over Skulderen, et frisk, rødmusset, lidt firkantet Ansigt, men fast og følelsesfuldt skjønne klare Øine under den brede graa Hat. Hvem vi vel var? Vi kunde ikke gaa hinanden forbi som et Par maalløse Spøgelser. „Jeg er dansk og kommer sydfra, sidst fra Bergen.“ „Ja“, svarede han muntert, „kanske De er Cancelliraad eller saadan noget, som de Danske er, men jeg er nu ingen Ting og kommer nordfra, sidst fra Nordkap.“ Dengang var han ganske vist ikke mere, end jeg, mest sig selv, men det var ogsaa nok, og allerede samme Aar blev han en berømt Mand. Vi gik en halv Times Tid sammen og talte saameget der var Tid til, naar man ikke spilder den, og jeg blev saa indtagen af den Mand, at jeg aldrig har kunnet glemme hans tiltalende Skikkelse og elskværdige Character, det lyste ligesaa meget ud af hans Miner, og hver hans Bevægelser, som af hans Ord. Saa skiltes vi for stedse. Dampskibene fra Syd og Nord vare mødtes der i Havnen, og vi fortsatte hver sin Vei i modsat Retning. Den Gang fik jeg ikke mere af ham, men siden lik jeg desbedre vide, hvem Eiler Sundt var. Jeg læste flere af hans Bøger, og altsom jeg deraf kom til at elske Manden med det store menneskekjærlige Hjerte, med den opofrende Arbeidsomhed for det fattige og forvildede Folks Vel og den klare velgjørende Forstandighed, hvormed han tog sin Livsopgave, stod altid for mig den smukke Skikkelse, der kom ud af Taagen.
Det er muligt, at jeg er for tilbøielig til strax at give mit Hjerte hen og at jeg, henrykt over den skjønne Reise med alle dens Minder, seer alt, hvad jeg mødte i Norge gjennem min Henrykkelses Briller. Men hvad skal man gjøre? Naar man overalt paa Vei og paa Gade tillands og paa Havet, ja lige ud af den sure Havguse,
