saa tyk, at man kan tage paa den med Hænderne, faar leveret lutter Mennesker, som man alt Livet igjennem ikke kan tænke paa uden med Rørelse, Kjærlighed og Længsel og i Virkeligheden ikke har truffet andre end Folk, der vilde gjøre mig alt det gode, de kunde, saa er jeg dog nødt til at anstille den Betragtning, at dette ikke altsammen kan være idel Tilfældighed. Jeg kan ikke gjøre for, at saadan har jeg fundet det norske Folk at være. Har jeg Uret, er det Skjebnens Skyld.
Eller skulde det blot være enkelte Mennesker mellem det Folk? Der er dog Byer, hvor hele Befolkningen har samme Præg. – Vi kom henimod Aften gjennem et Sund smalt som et Havnegab og laa med Et paa en rund blank Vandflade, som et stort Torv omgivet af en Kjøbstad paa alle Sider. Det var Christiansund paa dens tre Smaaøer. Damperen med Bud fra Hovedstaden og fra hele Landets lange, lange Kyst med alle dens Havnepladser og fra Udlandet med er naturligviis i en enlig lille By en stor Begivenhed, og fra hele Kredsen skjød da Alt, hvad der kunde trække en Aare og lade sig trække af den, ind paa os. Det var Søndag, og alle de Baade var fyldte med Søndagsklædte. De skulde hilse paa Venner paa Skibet, de skulde tage imod eller de skulde med, men de Allerfleste, den egentlige Mængde, skulde blot glæde sig ved at see Mennesker. Og det gjorde de. Det første, der slog mig, var at alle disse Folk paa de golde Klipper ude i Nordhavet vare formelig belæssede med Blomster, deilige fine Blomster i Kurve, i store Koste, hele Favnen fuld; jeg har end ikke paa Amager Torv i den bedste Blomstertid seet flere Blomster. Men det Andet, der var at bemærke, at dette var lige det modsatte af, naar man i Syden bliver overfaldt af Blomsterpiger, nei, alle disse duftende Varer vare ikke til Salg,
