ikke til at pines i Kjøbere ved stærkt Koketteri, de var kun bestemte til at glæde Medmennesker nær og fjern som Vidnesbyrd om Byens varme Hjerte. De blev rakte til Høire og Venstre, til alt, hvad der var norsk ombord, de kjendte alle hinanden. De blev givne med til andre Byer, store Kurve til den og den, I kjender dem jo nok! „Jo, jo, de skal faa dem saa friske, som de er,“ blev der raabt med glade Ansigter op fra Rælingen, naar Kurvene bleve langede op nede fra Baadene. Og der var en Vinken og Viften og sidste Omfavnelser og Kys paa Fingrene, saa længe man kunde see dem, lige til vore Hjul igjen begyndte at bruse. En Fremmed maatte staa med Taarer i Øinene over ikke at kunne være med, men den Fremmede har siden den Søndagskvæld aldrig kunnet forestille sig andet, end at, om Christiansund end ligger paa tre nøgne Steenklumper ude i det Hav, som skal være det værste af alle at befare, saa kunde det dog være, at det var det bedste Sted at boe, blot for de Menneskers Ansigters Skyld.
Men jeg skal nu holde op at rose det brave Fjeldfolk, jeg er bange for, at jeg ellers prostituerer mig for de kloge Folk, der ere Menneskekjendere og det pleier da i Særdeleshed alle Pebersvende at være. Jeg er ogsaa ved denne Betragtning kommen til at springe denne Søndags (28de Juli) Hovedbegivenhed over; Vi havde ifølge Naturens Orden, før vi kom til Christiansund, anløbet Molde.
Molde er ikke en saadan Yderpost som Christiansund, med Nakken mod Islandshavet, den findes leiret paa den blide Indside af en deilig grøn Halvø. Klimatet befandtes smeltende baade for Legem og Sjel, men desværre kom jeg ikke til at iagttage, hvorledes Beboerne tog sig ud. Omfavnelserne foregik inde paa Bryggen,
