mens vi laa længere ude, og vi kom ikke i Land. – – Det paa den anden Side, en Par Miil ovenfor Molde, uden under Romsdalsfjorden og dens Opland har ikke for Intet faaet Berømmelse som Norges skjønneste Alpeland. De norske Fjelde ere i Almindelighed ikke i nogen synderlig Maade at ligne med Alpernes.
– – Næste Formiddag naaede vi vor Nordreises Maal, Throndhjem. – – Gaderne ere brede, men tomme, hvorover jeg gjorde mig vittig ved at skrive hjem: „Thrønderne ere et stille Folk, som langtfra gjør den Spektakel paa Gaden som Bergenserne, men de tage Sagen med Kraft. I Stedet for, at Bergens Folk af Angst for Ildebrand mulkterer en stakkels Cigar med 3 Mark, flytter de Husene ud fra hinanden og gjør Gaderne saa brede som en maadelig norsk Fjord og siger: Røg saa, I Skabhalse!“
Thrøndernes meget omtalte Haardhed maa vel i alt Fald nutildags agtes for en af de Fordomme, Verdenshistorien pleier at slæbe med sig. Idetmindste efter min Erfaring er de af et saare mildt Temperament. Vi havde sat vore Kufferter i et Vertshuus, kaldet Hotel Bellevue, ikke fordi den har Udsigt over Fjorden – den ansees ikke for at være hyggelig at betragte – men fordi dets Beliggenhed paa et Hjørne sikrer dets Indvaanere, for at i to Gader kan Ingen passere uden at iagttages, og vi begave os strax til den ene af disse Graders Præst. Kunde nu nogen afbilde ham og hans Hustru forinden og foruden, troer jeg ikke, der kunde findes bedre Fremstilling af Mildhedens Genius.
Wexelsen er en Pleiesøn af den ærværdige Mand, som under Navn af „gamle Wexels“ den Tid var som en Fredens Engel for Norge, og han lignede ham, ikke dog i Træk, men desmere i Sind. Kun var ban dengang ung,
