livfuld og munter. Efter 30 Aar har jeg seet ham igjenn, da var han ganske som gamle Wexels. Han var en af de faa Grundtvigianere i Norge, og, som man paa Fjeldene ikke har villet skjønne paa denne venlige Side af Christendommen, havde han en enlig. Stilling. Det gik ham, ligesom hans Pleiefader. Under sin lange og velsignede Virksomhed blev han ikke befordret til noget bedre Embede, end det ydmyge Capellani, han alt dengang sad i[1], og det uagtet han var en Svoger af Biskoppen. Hans Hustru var min kjære Veninde fra Kjøbenhavn, en Halvsøster til den Tante Amalie, hvis Navn skaffede mig en saa god Indgang i Norge. Jeg behøver derfor ikke at sige, hvordan vi blev modtagne i deres lille Huus.
Efter en glad Middag og efter at have fyldt vore Lommer med Kringler og sin Mands med en Vinflaske, skikkede da Desideria, født Dessen – saa hed hun, men vi kaldte hende Desia – os ud paa en af de deilige Vandringer, som da alle Steder findes i Norge, ogsaa i de mindre udmærkede Egne. Først overbeviste vi os ved Enden af Gaden om, at ogsaa Naturens Raahed, som ellers er temmelig fremtrædende i Throndhjem, har sin Grændse. Vi kom forbi en Have, saa bugenende fuld af Roser og andet duftende, at Christiansunderne ikke havde behøvet at sende deres Overflod derhen, som de dog gjorde, efter al Sandsynlighed dog ikke af Ondskab. Fremdeles faldt vi en halv Mils Vei i udenfor Byen ind til en Landsmand, hed Simonsen, en Ven af Wexelsen, som af Grundt-
- ↑ Dette er en Misforstaaelse. Pastor Fredr. Nannestad Wexelsen, om hvem her er Tale, blev 1852 Sognepræst til Baklandets Menighed i Throndhjem og derefter resid. Capellan til Domkirken, et Embede, der var mere indbringende end de fleste norske sognekald. At Pleiefaderen W. A. Wexels kun blev resid. Cap. i Christiania, havde kun sin Grund i Ulyst til høiere Stilliuger. Han afslog en ham tilbudt Bispestol.
