vigianismen havde faaet det samme glade og freidige Væsen, som han og, hvorvel han var dansk, havde af Norge faaet den Gave at kunne modtage Gjester som sande Venner. Han maatte med, og han maatte nødvendigvis have os til Aften paa Hjemveien, hvis Aarsag vi ikke kom hjem før efter Midnat.
Det var Lerfossen, vi skulde see, og en prægtig melkehvid dundrende Fos er det, Nidelven glæder sit Folk med. – – – Det kostede Slid nok at komme derop, i det mindste for danske Been. Men Fjeldmændnne holdt ogsaa Skridt med dansk Tale, og det var en mylrende Mængde, vi paa steil Vei og vaade Sten, som og bænkede ved Landmandens Bord fik gjennemgaaet lige fra Kirkens hellige Høider og Troens mystiske Dybder og gjennem alle Følelsens Udbrud over Naturens og Menneskelivets Skjønhed ned til Løier og Latter ved vor Vinflaske paa denne gode Aften. Fire Mand om en Flaske Vin – jeg føler, at vi blive til Latter for Nutids Mænd, Fortidens da ogsaa og Kvinderne med – Damer er de jo ikke længer – men, Sandheden i Ære, jeg maa tilstaa, at paa et saa barnligt Trin befandt vi os alle fire.
Throndhjem kan ikke nævnes uden at tænke paa dens vidtberømte Domkirke. Næste Formiddag undersøgte vi den ogsaa saa grundigt, som det sømmede sig for saa kunstforstandige Reisende. At det er gaaet den ligesom Kirken i Gran, at den er sunken i Ruin, efter at dens rige Geistlighed var jaget bort af Luthers Disciple, og at dens Chor har siden været Kirkerum nok for Byens Menighed, er noksom bekjendt. Iøvrigt fortæller den selv sin tidligere Historie.
Men der er en anden Ting, der ligesaa sikkert som Domkirken staar frem for Forestillingen, naar man tænker paa Throndhjem og dens Tragedie, det er Haakon Jarls
