Hjem, og det er endnu i god Stand. Vi skyndte os da derud samme Eftermiddag. Gaarden ligger paa en Pynt en Fjerdingvei i Nordost for Staden, og for at give Indtrykket saa friskt som Jeg modtog det, tager jeg ogsaa Dagens Brev til Hjelp:
„Hjertet videde sig ved Følelsen af Oldtidens Nærhed, men af den var der Intet. Paa det gamle Hlades Plads møder man ikke nogen mørk Offerlund, men en net lille Sognekirke, og ved Siden af den en jevn god Herregaard, som er bekjendt for, at der er godt at komme. Dog blev vi forsaavidt ikke skuffede, som vi, uagtet den nuværende Jarl var fraværende paa en Reise, blev modtagne af en Ungmø, som baade hvad Skikkelse og høvisk Væsen angaar, godt kunde have været den gamle Jarls Datter, dersom hans Datter ellers har været guldlokket og ikke slægtet sin Fader paa. Hun kom os gjæstmild imøde ude i Gaarden, forsikrede os med veltalende Tunge om, hvor glad hun selv var ved at see os, og hvor bedrøvet hendes Fader vilde blive ved, at han var gaaet glip af os og, henvendt til mig: „Jeg har seet Deres Navn i Avisen som ankommen til Norge og tænkt: gid han dog vilde komme hertil, at vi kunde høre fra den Familie. Fader holder saa meget af.“ Mere kunde jeg da ikke forlange ved det første Møde. Der manglede kun, at hun skulde have bragt mig et Drikkehorn og kredentset det for mig. Men bænket fik hun os og rigelig beværtet, fik ogsaa alle Familiens og vort Lands Nyheder gjennemgaaede og sit eget Lands Herligheder berømmede af os. Hun viste os om i Haven og Gaarden med den aabenhjertigste venlighed og vilde aabenbart gjerne have holdt paa os, hvis hun kunde have lovet, at hendes Fader snart vilde komme, men, som det var, og hun heller ikke længer havde nogen Moder, følte hun noget af den samme
