Forlegenhed som Nausikaa. Saa toge vi da Afsked saa høvisk, som vore mindre høibaarne Sæder vilde tilsteder og stege op paa Hladehammeren, et lille Fjeld yderst ved Stranden. Der satte vi os i den skyfulde Aftensmad og saa udover de vaade Veie, hvorpaa saamangen vellæsset Vikingesnekke har baret Rigdomme hjem til Jarlens Gaard. Nutildags er der ikke saa meget som en Stensætning eller Gravhøi tilbage, Alt er godt Agerland.“ – –
Jarlens Nutidsnavn var forøvrigt Krigsraad Holtermann, en god Ven af min Farbroder Scavenius Fibiger og af en talrig over alt Norge udbredt Slægt, idet han var en af tolv Brødre, mens en anden var gift med en Søster til min Tante, samme min Farbroders Hustru. Vi traf oftere den Slægt, en livlig ung Architect i Christiania, og min trofaste Embedsbroder paa Dampskibet, han fra Kinn med Kleven, hørte til Slægten. En tredie ung dygtig Jurist, en Broder af den christianiaske Christiane og ligesaa smuk som hun havde længe opholdt sig i Kjøbenhavn og var forlovet med en saare fager Mø i Gudbrandsdalen, som nogle Aar efter skulde komme til at hænge stærkt paa vore Hjerter. Jeg var i det Hele dengang i Familie med det halve Norge. Hvor er nu alle de kjære Mennesker henne? De Gamle er i deres Grave, og de Unge have vel glemt mig.
Den nuværende Throndhjems Biskop var da ogsaa af min Familie. Biskop Darre var nu Enkemand, men havde været gift med min omtalte Tantes Søster. Jeg ventede mig ikke noget stort af et Besøg hos ham, da han ikke var videre godt omtalt i Familien. Heller ikke hørte jeg ham videre berømme i Norge, skjønt den Ting saa at sige ligger til Biskops Embedet, og da han ligesaa lidt havde noget Navn i Literaturen, men dog i god Alder var naaet til den høie Værdighed, maa jeg antage, at han
