kjører man ikke gjerne forbi. Vi kjendte vel ikke den gode gamle Provst Hagerup, men alle kjendte ham, og Alle forsikrede os om, at han var de Veifarendes og ikke mindst de Danskes Ven. Altsaa en hyggelig Aften i en talrig Familiekreds og en god Søvn i det to Etages Gjestehuus.
– – – Vi kom til en smuk Gaard ved Fron Kirke og var netop gaaet ovenpaa for i en lys Stue at faa vor Nadvere, da dansk Krigerdaad kom styrtende indover os. Vi hørte Spring opad Trappen, og ind for en stor kraftig Mand, en Provst, raabende: „Er I Danske?“ – Ja –. „Saa glæd Jer, et stort Slag og en herlig Seir!“ Det var det første Bud, vi fik om Istedslaget, og hvad Nordmanden havde spurgt, var endnu kun den første Løbeseddel, som i et Par Linier meldte, at Slaget var vundet og Schleppegrell, Læssøe og Trepka var faldne. Den Slags Efterretninger er svære at komme tilrette med. At det var en Seir, var en velsignet Lettelse, men Tanken om de talrige af Slægt og Venner, som havde været med i Kampen, men som intet Budskab bragtes om, var tung at bære.
Ussing havde allerede bragt sit Offer. I det første Krigsaar havde han mistet sin Broder, en begavet Officer, som tidlig var optraadt som æsthetisk Forfatter. – – –
6te August. Provst Nissen i Øier, Broder til min Ven i Christiania, Hartvig Nissen, var gift med den tredie eller, da Halvsøsteren Fru Wexelsen dog maa tages med, den fjerde af de Søstre til Tante Amalie, hvis Hjem vi gjestede i Norge. Hun var i alle Maader, som en Præstekone bør være, huslig, moderlig og tryg at holde sig til, og hendes Mand var en bred og forstandig Provst, bestemt i sine Meninger, underholdende og en gjestfri og venlig Mand. At han ikke var et saadant Ideal af en
