Præst, som Bugge paa Hadeland, bør ikke nedsætte ham; af den Slags maa man være taknemlig, om man blot finder en. Huset var saa meget mere tiltalende, som der var tre Døtre. Vi tilbragte tre Dage i det venlige Hjem, og det var forbausende, hvad vi i Tale fik gjennemgaaet af theologiske og politiske Sager med Provsten, af smaa og store Hjerteanliggender, Literatur og Natursværmerier med Damerne. Provsten var meget misfornøiet med den fæle Krig hos os, og man kan ikke fortænke en norsk Præst deri. Foruden de christelige Grunde kunde han ikke lade være at tænke paa, at vi nu vilde tvinge Hertugdømmerne, som Frederik den sjette upaatvivlelig vilde have tvunget Norge, om han havde kunnet det. Men han var ikke paastaaelig, og vi lode hans faa Bemærkninger herom gaa hen i Taushed. – –
Lillehammer er en underlig liden Kjøbmandsrede. Naar man gaar op ad Gaden, tror man først at være kommen til Drankerens Paradis, hvor Livets Væld er bare Brændevin. Der staar med mægtig Skrift fast over hver Port: 40 Potter Brændevin. Naa, skal man drikke Gaden til Ende, kom man ligesaa lidt til at tørste som i Valhal. Men ganske tvertom. Norges Folk er et alvorligt Folk, som ikke tager med Lempe paa menneskelige Skrøbeligheder. Naar Talen er om en saa alvorlig Sag som Brændevin, vil man intet høre om alle de letfærdige Omsvøb og snedige Vittigheder, hvormed Drukkenbolte ved at faa Alvoren til Side for at komme til Snapseri. Meningen med de 40 Potter er, at vil man have et helt Anker, kan man faa det i Lillehammer, men paa hele 70 Mile kan man ikke i nogensomhelst Kro, saa forkommen man end kan være bleven paa de kolde Fjelde, faa saa meget som en ussel Snaps. Man faar holde sig til Øllet,
