men man gjør det ikke, for det var indrettet paa, at man heller ikke skulde forfalde til det.
Naar den veifarende Danske hører saadanne Ting, er naturligvis hans første Tanke, at det Hele er Noget, man vil binde os paa Ærmet. Men forsikres han om, at det virkelig er Landets Lov, vedtagen og bekræftet af alle Statsmagter, trækker han paa Skuldren af de Statsmagters Dumhed, Ingen ved bedre end han, at Sligt lader sig ikke gjøre. Han slaar Verten paa Skuldren og siger gemytlig: Lad det nu være godt, men kom nu med Snapsen. Og naar Verten ligegodt bliver borte, gaar han udenom Huset for at speide, om hvor den Bagdør findes, som han fra sit Fædreland veed, fører til alle mulige forbudne Sager, særdeles til Snapsen. Men belæres han endelig af de 70 Miles smertelige Erfaring, om at der istedenfor Bagdør ikke er andet at finde end Bondens foragtelige Øiekast og eventuelle Grovheder, saa udbryder han: De Norske er da de dummeste Mennesker i den hele Verden! og tager saa til den sidste Rest af sin egen Lærke. Nei, vi Danske kan ikke fatte, at der kan gjøres noget mod Drikkeriet. Vi er endog saa ømtfølende, at vi ikke engang kan taale at høre Tale om, hvad der i Norge er gjort. Naar der i vore Blade læses saa veltalende Artikler mod denne vor Nationallast, bør man lægge Mærke til, at, naar dertil føies Stastistik-Oversigt over, hvad der i andre Lande er gjort, springes Norge over. Den norske Lov er altfor oprørende for saa dannede Mennesker, til at den kan nævnes.
At dette ikke er nogen Overdrivelse, har jeg overbeviist mig om ved, at jeg af enhver Landsmand, jeg har fortalt om den norske Rigorisme, har faaet hele denne Lectie Led for Led. Vi behøvede imidlertid ikke at beklage os, vi kunde i Lillehammer meget godt faa mindre
