ger, medens han i sin Glæde greb os begge i Nakken og stødte vore Pander sammen.
De norske Professorer, jeg veed ikke om det er dem alle, nyde den Behagelighed at have en Jordlod til deres Embede, hvorpaa de have opført sig et Landsted. Da nu Professor P. A. Munch og hans Fætter Andreas Munch havde viist os den Opmærksomhed at gjøre os et Besøg hos Madame Friis i Bergen, skyldte vi dem Gjengjeld og kjørte i Selskab med Digteren ud til den berømte Historikers Landsted. Det lønnede sig, Stedet var smukt, Huset stort og Haven rigeligere beplantet med anselige Træer, end jeg har seet ved nogen anden norsk Bolig. Og Huusbonden var værd at see, høi og anselig med smukt formede Træk, underholdende og forekommende i alle Maader. Som Videnskabsmand har han ikke været yndet i vort Land paa Grund af sine mod de Danske nærgaaende Theorier, men mig behagede hans billige Udtalelser, og jeg havde ham kjær, fordi jeg skyldte hans fortræffelige Norges Kort al den Klarhed over Landets indviklede Naturforhold, som jeg havde samlet mig paa Reisen. Han var berømt for sin overordentlige Hukommelse, og som et Beviis paa dens utrolige Omfang anførtes, at han ud af Hovedet havde kunnet corrigere sit Kort med dets utallige Mængde Navne, Fjorde, Øer o. s. v. Et Blik paa Kortet vil overbevise Enhver, om hvad dette vil sige.
Det var en skjøn, stjerneklar Augustnat, da vi kjørte frem og jeg var kommen til at sidde ved Siden af Andreas Munch. At see paa Stjerneskud i den stille Nat aabner Hjerterne, og Munchs Hjerte var altid i Slægt med de lydløst drømmende Stjerner. I de Dage var det ogsaa saa tungt, at det snart havde lige saa svært ved at holde sig oppe, som de Stjerner, der faldt. Han talte aldrig
