meget, men naar han talte, var det med den gode Veltalenhed, som i Ord med ægte Stempel stiger op fra et Dyb, hvori der er meget mere, end der siges. Et fuldkomment Modstykke til Welhaven, der for det meste sagde mere, end han kunde staa ved.
Han havde lidt den sværeste af alle Sorger, at miste i samme Aar sin elskede Hustru og sine to Børn, og var nu igjen saa ganske ene i sin Ubehjelpsomhed, som en Mand vel kan være, og ubehjelpsom var han altid undtagen i sin Aands Drømme. Han fortalte mig det alt i sin eiendommelige prægnante følelsesfulde Stiil og med en redelig Sjels Aabenhjertethed og kom derved til at give en Udsigt over hele sit Liv. Det Menneske, der gjør det, er altid bleven mig inderlig kjær, og han var intet almindeligt Menneske. Hvad der end kan være at sige paa ham, som Kunstner, og det yngre Kuld har havt nok at sige paa ham, som sædvanligt uden med Billighed at agte paa, hvad Tidsalder han tilhørte, saa var han en god og fuldstøbt Mand, der elskede sit Folk og sin Kunst og et Hjerte, som forstod at elske. Jeg fornam det den Aften, og han har siden altid hørt til mine aandelige Venner, maa jeg vel sige, thi det er gaaet mig med han, som med saa mangen, at i den aabenbare Verden ere vi kun mødtes i Forbigaaende.
Dog kom jeg til at leve mere med ham, end med nogen anden Nordmand. Som bekjendt giftede han sig et halvt Snees Aar efter igjen med en Dame, der i en sjelden Grad besad alle de Sjælsgaver, som han kunde trænge til, stor literær Dannelse, fin Smag, Huslighed og styrende Dygtighed, let og underholdende Conversation, og fremfor alt trofast Kjærlighed til sin Mand og Beundring for hans Poesi og – hvad han da endelig ogsaa kunde behøve – Rigdom. At hun var forvoxen og uan-
