selig af Figur, skadede hende ikke i hans Øine. Hun fødte ham en Søn, medens de boede i Kjøbenhavn, jeg var dengang deres Præst. Barnet døde, og jeg var Vidne til den samme rystende Sorg, som han havde gjort mig delagtig i hin Sommernat, men ogsaa til den dybe christelige Fromhed, hvormed de to gode Mennesker tog deres Sorg.
Det var i Professor Jerichaus Værelser, som Munch havde leiet under Kunstnerfamiliens Fraværelse, og med denne underlige Familie havde han adskillige Bryderier og morsomme Historier, som han tog gemytlig nok, som han idet Hele var mildt dømmende, naar Talen da ikke kom paa Politik, thi da kogte det i ham. Venstrevæsen var ham aldeles ufatteligt. Han holdt af at læse for, men med den Idræt var han mindre heldig. Det skulde være hans egne Digte, men med det langsomme, besværlige Væsen var det ham ogsaa svært nok at følge sine egne Ord. Jeg var oftere Vidne dertil i Kjøbenhavnske Selskaber, og det var svært at udholde, især naar der var Folk tilstede, som ansaa sig forpligtede til at bryde ud i Lovtaler. Ogsaa naar der var Satirikere.
En Aften hos gamle Hartmann skulde Munch læse sin Lord Russell. Han sad paa en Stol ved Enden af Sofaen, og i Sofaen bag ham sad Præsten Timm, en sværmerisk Romantiker, selv Digter og stor Declamator. Medens Munch tungt knirkende kom igjennem sine Repliker, vred Timm sig som rasende med udhalende Fagter, fortvivlet over ikke selv at kunne komme til at declamere, han skulde kunne gjøre det i Baggesensk Stil. Men, hvad værre var, bag Munch ved Væggen sad Emil Hartmann og, useet som han var, gesticulerede han med den kaadeste Komik til det tragiske Foredrag, saa det tog sig ud som den Leg at hylle to Personer ind i et Teppe,
