saa de see ud som een, og lade den ene læse og den anden gesticulere. Jeg sad foran Munch og maatte ikke med en Mine forraade, hvad jeg var Vidne til. Det var forfærdeligt.
Det var nu let nok at gjøre Nar af den skikkelige Munch. Han svarede kun langsomt, endog først Dagen derefter. Dertil kom hans svære blegfede Legeme med den runde Ryg og den slæbende Gang. Det hele var en uimodstaaelig Skive for Welhavens Satire. Han kaldte ham aldrig andet end „Utbaaren“, og gav en drastisk Forklaring paa, hvorledes dette norske Spøgelse selv ingen Ben har, men lurer ved Veikanten, til der kommer en Vandringsmand, hænger sig paa Nakken af ham som en Melsæk og bringer ham til at slæbe sig saa længe, til han kan see sit Snit til at læsse det ledesløse Uhyre af paa en Andens Ryg. Munch vidste det, men tog det som alt sin Modstanders og Plageaands Væsen med stor Sagtmodighed. „Ja, Welhaven var der ogsaa“, sagde han, da han fortalte mig om et Selskab, „men, som sædvanlig, saa han mig ikke. Som var der Ingen, saa han gjennem mig paa Væggen bagved.“
Det var nu den Tids norske Digtere. Siden kom der meget større Folk, men ogsaa mindre medgjørlige. Thi Welhaven var nu i Grunden meget let at omgaaes. Forfængelig var han, som de andre, men han lod ogsaa sin egen Forfængelighed gaa ind under sin altopslugende Satire. Adskillige andre Notabiliteter saa jeg ogsaa, men husker dem ikke. Hansteen staar for mig som en meget værdig Skikkelse, men jeg veed ikke, hvor jeg har seet ham. Af Kunstnerne var der Ingen hjemme.
Efter fire Dages Ophold i Christiania gik vi saa ombord, blev tumlede gjennem Kattegat af en vred Storm
