og stod den 17de August igjen paa Kjøbenhavns Toldbod, hvor der en regnfuld Morgen ikke kan siges at være Naturskjønhed at finde.
Saa kortvarig og begrændset end denne Reise var, har jeg dog opholdt mig noget udførligere ved den, fordi den har havt en Del Betydning for min Udvikling.
Norge er ogsaa for os Danske et eget Land at reise i. At see Moder Jord vise den colossale Side af sit Væsen er altid for Fladlandsfolk, der kun kjende de smaa Skjønheder, høist gribende, og det hjelper ikke, man beraaber sig paa sit Hjemlands Finheder, Storheden overvælder. Men der er ogsaa en anden Side af Sagen, som strax rørte mig saa stærkt, at den altid er bleven Grundtonen i disse Minder.
Man er der i et fremmed Land, saavidt forskjelligt fra vort, som noget kan være, og dog er man saa hjertelig hjemme, at den Forskjel, der bliver tilbage, endnu mere lader os føle Slegtens Fællespræg, som det gjør et dobbelt kjært Indtryk, naar man træffer fjernere Medlemmer af sin Familie, som man ikke før har seet, og finder, at de dog har det kjendte Familiesind.
Vi blev i Norge overalt behandlede som Gjæster, der var at skjønne paa, fordi vi kom fra et Land, man havde Agtelse for. De, der ikke kjendte Danmark, lyttede til vore Fortællinger, som til noget eventyrligt. Man var glad ved at vise os alt i Forvisningen om, at sligt havde vi aldrig seet. Man bestræbte sig for at vise sig saa elskværdig og underholdende, som muligt, forat vi skulde faa et godt Indtryk af Landets Folk. Og man talte beskedent om sit eget i Følelsen af at være en Ud-
