kant af Verden og ønskede dog saa inderligt, at vi vilde synes om det raa Norden.
Vi havde hele Fordelen af at være Fremmede, paa den anden Side ogsaa Fordelen af ikke at være det. Vi kunde tale vort eget Sprog, og hvormeget, ja alt det bedste af Samtalen gaar ikke bort, naar man skal omsætte det i fremmede Toner? Om man end kan Sproget noksaa godt, maa man dog ytre sin Tanke paa en fremmed Maade, ja, jo bedre man kan det, desmere gjør man det. Og man kan tale sit eget Hjertes Sprog, hele Dannelsen, Literatur, Opdragelse, Fortid, hele Synet paa Livet er det samme, og Familierne staa saa nær i Forbindelse, at ogsaa deres Minder og smaa Begivenheder bleve en Kilde til god, fortrolig Tale, der spinder sig ind, som det skeer, naar man gjæster gamle Venner. Og alt dette i Omgivelser saa mærkelige, som var man flyttet til en anden Verden, ja det rørte mig tidt nok saa stærkt, at jeg med Tyrken maatte sige: Allah er stor!
Jeg maatte sande, at det var et nyt Fædreland, og derfor glædeligere end det gamle, fordi man hjemme ikke er nogen Raritet, og glædeligere, end de Lande, der ikke er noget Fædreland, fordi man heller ikke der er det. Saaledes føler jeg endnu, at jeg gjorde rigtig i først at reise til Norge. Enhver Dansk burde gjøre det. I Europas rigere Lande kan man vistnok samle flere Kundskaber, men i Norge samler man Hjertets Skatte, man bliver et bedre Menneske.
Jeg har aldrig været Skandinav i den Mening, som man i den Tid sang Sange og holdt Taler om. Jeg har ingen Tro til at de tre Broderstammer kunne blive til een, og jeg har erfaret, at ingen af dem vil det. Jeg er en født Kosmopolit, jeg holder af ethvert Folk og hader alt Nationalhad. Men jeg har ogsaa erfaret, at
