Gisbrekt maaskee været hvad man senere kaldte „Cantsler“ ved Bispens Forretninger og aabenbart staaet høit i hans Yndest.
Medens Mandedøden rasede, havde Gisbrekt, inden han endnu var valgt til Biskop, gjort et Løfte om en Pilegrimsreise til Apostlerne Petri og Pauli Grave i Rom. Efter Valget faldt det ham ikke bekvemt at indfrie dette Løfte, og han søgte derfor pavelig Fritagelse derfor. En saadan blev ham da ogsaa i August 1351 tilstaaet, men Clemens VI tilføiede, som sædvanligt i saadanne Tilfælde, den Betingelse, at Biskoppen skulde „til det hellige Lands Hjelp“, som man udtrykte sig, erlægge en Sum, svarende til omkostningerne ved en saadan Reise. Omtrent samtidig søgte og fik Biskoppen fra Paven Tilladelse til at indvie ti uægtefødte og et lignende Antal Mænd under 25 Aar til Præster i Stiftet, da det efter Mandedøden var usædvanligt vanskeligt at faa de geistlige Embeder besatte[1]. I den samme Sommer deeltog Gisbrekt i et Kirkemøde i Nidaros, der udstedte en lang Række af Bestemmelser, sigtende til at indskjærpe Geistligheden et rent og ustraffeligt Liv, saasom at afholde sig fra Frilleliv, ikke at være fraværende fra sine Menigheder, bære sømmelig Klædedragt, undervise Ungdommen o. s. v., samt at fremme Orden i Nonneklostrene, befordre Studier i Udlandet o. s. v. Medens Biskoppen var i Nidaros, udbetalte Bergens Capitel en. Sum i Pavetiende til de romerske Collectorer, som endog i denne sørgelige Tid ikke undlode at melde sig, men Kannikerne undskyldte sig dog ligeoverfor disse med, at den store Dødelighed ikke havde gjort det muligt at tilveiebringe noget større Beløb[2].
