Vi see altsaa Gisbrekt i fuld Udøvelse af den biskoppelige
Styrelse. Men ikke desto mindre erfares der,
at han efter nogle Aars Forløb maa have frygtet for,
at hans Stilling ikke var aldeles sikker. Den hidtil gjældende
Regel havde, som vi vide, været den, at kun Erkebiskoppen
havde at søge sin Bekræftelse ved den pavelige
Curie, men de øvrige Biskopper igjen hos Erkebiskoppen,
eller, om ingen saadan fandtes, hos Nidaros Capitel.
Men netop paa denne Tid havde de avignonske Paver
begyndt at indblande sig ogsaa i alle Bispestoles Besættelse
og at fastslaa en Taxtsum for enhver saadan, der
skulde erlægges, hvergang Ledighed indtraf. Stavanger
og Oslo Bispestole vare nylig blevne besatte umiddelbart
af Paven ved saakaldt Provision. Dette kan have gjort
Indtryk paa Gisbrekt. Han henvendte sig nemlig til Pave
Innocents VI og udtalte, at han ikke var vis paa, om ikke
Paven i Formandens levende Live havde „forbeholdt sig
selv Bispestolens Besættelse“. Paven gav et meget naadigt
Svar, hvorved han (28. Mai 1354) bekræftede hans
Bispeværdighed[1]. Samtidig havde ogsaa Biskoppen af
Hamar, Haavard, der ligeledes havde opnaaet sin Værdighed
uden Henvendelse til Rom, paa lignende Maade
tilskrevet Paven og fik den samme naadige Afgjørelse.
Nogen Afgift blev der dog ikke Tale om for nogen af
dem ved denne Leilighed.
Som et Minde om Gisbrekts Virksomhed som Biskop kan ansees det vigtige, om end desværre ikke fuldstændigt bevarede Kildeskrift, der nu gjerne benævnes „Bergens Kalvskind“, til hvilket vi senere skulle vende tilbage. Dette kunde maaskee tyde paa, at han har været en virksom Mand, skjønt egentlig ikke meget vides om ham. Leilighedsviis see vi, at han 1358 visite-
- ↑ D. N. VI. No. 220.
