rede i Sogn, der ikke siden Mandedøden havde havt Besøg af Biskoppen, og i 1365 paa Vossevangen. I Rigets Anliggender har han ogsaa gjort nogle Reiser, idet man finder ham paa Baahuus 1353.
Hans Dødsaar kjendes ei med fuld Vished, men tør rimeligviis sættes til 1369, og i ethvert Fald var han, hvilket af Eftermandens Udnævnelsestid sees, død en god Stund før dette Aars Udgang.
Denne Eftermand blev en dansk Mand, Benedict, der et Sted kaldes med Tilnavnet Ringstad og derfor rimeligviis har været fra Ringsted i Sjelland. Han var kommen til Avignon og var her bleven „Pavens Capellan“ samt „Poenitentiarius de Dacia“. Til Pavens Sæde strømmede nemlig Personer fra alle Lande for at søge Absolution i visse Paven selv forbeholdte Tilfælde, og det blev altsaa nødvendigt at holde Skriftefædre af forskjellige Nationaliteter for Sprogenes Skyld. En Tid havde man forsøgt at lade en Tydsker besørge Nordboers Skriftemaal, men da dette viste sig umuligt, havde Paven, efter Forestilling fra Sverige (i Tiden 1320–3O), ansat egen Poenitentiarius for „Dacia“, det vil i Kirkesproget sige de tre nordiske Riger. Det var stedse danske eller svenske (vistnok aldrig norske) Munke, især Dominicanere, der opnaaede denne Stilling, hvilken af Paven lønnedes med to Dragter om Aaret, der hver kostede 8 Gylden, men vel egentlig levede af Skriftebørnenes Gaver. Deres egentlige Løn blev dog en Bispestol i et af Nordens Lande efter en passende Tjenestetid. Saaledes havde lige efter Mandedøden en svensk Dominicaner Sigfrid faaet Pavens Provision først til Stavangers, derpaa til Oslo Bispestol. Benedict Ringstad sees at være bleven Poenitentiar senest 1364[1]. Den 14. Januar 1370 udnævnte Pa-
- ↑ Om Poenitentiarierne findes gode Oplysninger i L. J. Moltesen: De avignonske Pavers Forhold til Danmark, Kjøbenhavn 1896.
