Sandsynligviis har hun medbragt betydelige Gaver ved sin Optagelse[1].
I April 1393 blev Bergen, som bekjendt, hjemsøgt af Vitaliebrødrene, der efter en haard Kamp, i hvilken Befalingsmanden, Jon Darre, blev fangen, endog satte sig i ligefrem Besiddelse af Byen. Kampen havde især staaet ved Minoriterkirken (nu Domkirken), og Kirker og Klostre skulle have været plyndrede, uden at dog noget nærmere herom vides. Biskoppen var tilligemed Lagmanden og flere andre bleven nødt til at tillægge Troskabsed til den fangne Kong Albrecht af Sverige, men gjorde dog det Forbehold „om han var Konge med Rette“. Ikke længe efter blev Byen dog befriet. At Angrebet gjentoges 1395, beror paa en Misforstaaelse[2].
I 1389 havde Biskop Jacob været tilstede ved det store Rigsmøde i Helsingborg, ved hvilket Erik af Pommern erkjendtes som Norges Konge. Det er klart, at Biskoppen har været i særlig Grad vel anskreven hos Kongehuset, thi han modtog i Helsingborg (29. Juni 1389) flere Beviser paa Dronning Margretes Godhed. I det den Dag udstedte Brev[3] omtales den Tjeneste og Troskab, som han har viist Dronningens „Herre“ Kong Magnus, hendes Herre Kong Haakon og hendes Søn Kong Olaf. Derfor stadfæster hun tidligere ham meddelte Privilegier og gav ham derhos nye med Hensyn til den Handel paa Island, som han sees at have drevet. Han skulde derhos beholde for Livstid Forleningen med Lindaas og Herdle Skibreder uden Afgift, og hans Eftermænd skulde
