mand, senere med en Lagmand i Oslo, samt en Søn Sigurd, der var Præst paa Jevnaker. Dette taler yderligere for, at han har opholdt sig søndenfjelds. Maaskee har han virkelig været valgt til Biskop af Oslo Capitel, forinden han blev Biskop i Bergen, men der er ingen Grund til at antage, at Dronningen har havt noget imod ham, om hun end har foretrukket Jacob til Oslo Bispestol. Som født Vestlænding og som Besidder af Jordegods i Bergens Stift har Aslak maaskee selv ligesaa gjerne eller hellere villet være Biskop i Bergen.
Som selvskreven Rigsraad deeltog han i forskjellige Rigsmøder i og udenfor Norges Grændser. Vinteren 1416–1417 tilbragte han i Danmark, hvor man finder ham som Deeltager i de Forhandlinger, ved hvilke Kong Erik tvang Roskilde Biskop til at afstaa Kjøbenhavns By til Kronen. Aar 1420 var han i Danmark; vi finde ham dennegang i Vestenskov paa Laaland, hvor Kongen overdrog Orknøernes Biskop ogsaa den verdslige Bestyrelse af Øerne. 1426 deeltog han i Bergen i de Forhandlinger med Skotland, der vel førte til et fornyet Løfte fra dette Riges Side om at betale den Norge ifølge Freden i Perth tilkommende Afgift, men uden at Løftet nogensinde opfyldtes.
Augustinerklostret paa Engen i Bergen havde længe været i dybt Forfald. Dets Midler vare forvendte til ulovligt Brug, og stundom havde det ingen Forstandere havt, i de sidste Aar kun en eneste regulær Kannik. Aslak besluttede da at søge dets Eiendomme anvendte i et andet Øiemed, nemlig til at skaffe Capitlet en Archidiaconus. Hertil fik han 1425 paveligt Samtykke, og den nye Værdighed vedblev at bestaa indtil den romerske Kirkes Undergang i Norge.
Det mærkeligste Træk fra Aslaks Tid i Bergen og
