nordlige Egne, hvor Hanseaternes Handel dengang beviislig fremkaldte en voxende Befolkning og nye Kirker. Da saaledes et venetiansk Skibsmandskab i 1432 forvildede sig op til Røst i Lofoten, fandt Italienerne der en havesyg tydsk Dominicaner som Præst.
Vi have allerede leilighedsviis berørt, at Birgittinerordenens Stiftelse strax vakte Opsigt ogsaa i Norge og nævnt en mærkelig Kvinde fra Bergens Stift, der hørte til de første Nonner i Vadstena. Vi skulle nu høre, paa hvilken Maade ordenen opnaaede at faa et Kloster i vort Land.
Ogsaa Munkelivs Kloster befandt sig i Begyndelsen af Aarhundredet i Forfald og Nedgang. Vitaliebrødrenes Plyndringer, der ogsaa synes at have gaaet ud over Klostrene, tør muligens, hvad der siden antydedes, have havt nogen Deel deri, men vist er det, at man var nødt til at sælge af Jordegodset, og i 1399 havde man maattet gribe til den Udvei at skaffe sig et paveligt Afladsprivilegium. Da nu i 1406 Abbeden, Jon, blev Biskop i Skaalholt, udnævnte Pave Innocentius VII (24de Mai 1406), da Embedet var blevet „ledigt ved Curien“ og altsaa faldt ind under hans umiddelbare Besættelse, til hans Eftermand en præsteviet Munk i St. Andreae & Gregorii Benedictinerkloster i Rom. Denne Mands Navn var Stein Steinarssøn. Allerede i et tidligere Skrift[1], havde jeg udtalt den bestemte Formodning, at denne Mand var en Svenske, og herpaa har jeg senere faaet fuld Bekræftelse gjennem de i den sidste Tid fremdragne Documenter fra Vaticanets Archiv.
Stein sees snart – hvis han ikke maaskee allerede før sit romerske Ophold har havt dem – at have knyttet
- ↑ Symbolae ad hist eccl. p. 36.
