i Vadstena som Kong Eriks Procurator ved Forhandlingerne om tre svenske Helgeners Canonisation, hvilken Conciliet ikke havde villet fastslaa uden forudgaaende Undersøgelser af deres Hellighed og Jertegn[1].
Imidlertid var Biskop Aslak bleven vunden for Sagen. Maaskee har det personlige Bekjendtskab med Birgittinerne i Maribo, som han maa formodes at have gjort i Sommeren 1420 (han vides nemlig da at have været paa Laaland), tiltalt ham. Sikkert er, at han i September s. A. i Forening med sit Capitel skrev til Pave Martin og udtalte, at „hele Folkets Hu“ stod til den nye Orden, og at Munkeliv Benedictinerkloster, i hvilket der nu kun fandtes en Munk tilbage foruden Abbeden, var næsten øde, hvorfor Kongen, Rigsraadet og den menige Almue alle ønske Benedictinerconventet afskaffet og Klostret overladt Birgittinerne. To andre Biskopper, der just vare tilstede, Arnbjørn af Hamar (der indtil for kort Tid siden havde været Provst ved Bergens Apostelkirke) og Arne af Skaalholt, sluttede sig ligeledes varmt til Aslaks Forestilling. Denne selv med Capitelet og Abbeden udstedte kort efter et formeligt Vidnesbyrd om, at de vare villige til at overlade Munkeliv til Birgittinerne fra Maribo. Fra dette Kloster skulde altsaa den nye Stiftelse i Bergen udgaa, den skulde være en „Datter af Maribo“.
Den ufortrødne Abbed Stein bragte strax disse Breve ned til Kong Erik. Denne i Almindelighed ilde omtalte, men i flere Henseender uretfærdig bedømte Konge, har ganske vist i Kirkens Historie med Føie været dadlet,
- ↑ Stein var 10de–25de April 1417 i Skara og 28de April s. A. i Vadstena. Som Dommere i Spørgsmaalet om de tre Helgencandidaters Qvalificationer havde Conciliet i Costnitz udnævnt Biskop Jacob af Oslo (før Bergens Biskop) og to svenske Bisper. (Klemming, Ur en Antecknares Saml. S. 132).
