fordi han mere end en Gang fremdrev mislige Personer til Bispestole, men ikke desto mindre havde han dog paa andre Maader varme Interesser for Kirken. Dette viste sig derved, at han netop paa den Tid, hvorom her er Tale, ivrigt ønskede at faa et Universitet oprettet i Norden, saavelsom ogsaa derved, at han indkaldte den flittige og agtværdige Carmeliterorden til Danmark, ikke at tale om, at han, og det med Opofrelser, stræbte at faa indført en bestandig Psalterlæsning i Domkirkerne. At han, ligesom hans Dronning Philippa, virkelig har havt Kjærlighed til Birgittas Orden, har man derfor ikke Ret til at tvivle om. Han henvendte sig da ogsaa selv til Paven i denne Sag med en Forestilling af samme Indhold som Biskopperne[1] og lod Abbed Stein tage den med sig til Paven 1421. Ja endog Keiser Sigismund, Kong Eriks Sødskendebarn, ledsagede Andragendet med en skurril, i de svulstigste Udtryk affattet Anbefaling! Paven gav vel nu Biskop Aslak Bemyndigelse til at foretage den begjærede Reform, men kun betinget, idet han
- ↑ Det er i denne Skrivelse (Dipl. Norv. IV. No. 813), at der gives en Characteristik af det norske Folk, der i vor Tid har vakt nogen Forargelse. Den lyder ganske vist ogsaa forfærdelig, thi der siges (i ret elegant Latin), at „det norske Folk er betynget af sine Synders Vegt, usigelig raat, dyrisk i sit Sind, dets Cultur lig Skovenes Beboeres, og dets Sæder udannede“. Men ret betænkt, opfordre disse Kraftudtryk ikke til patriotisk Indignation, men kun til et Smil. Kongen har selv ikke kjendt eller forstaaet disse latinske Phraser, der helt ud kun ere at betragte som en Cancellists Stiløvelse. Den, der kjender Datidens svulstige Cancellistil, af hvilken der for Nordens Vedkommende findes de mest betegnende Prøver i Christiern I.s Brevbog (Ser. R. D. VIII), vil forstaa, hvor lidet man i den Art Breve bekymrede sig om det Factiske eller overhoved agtede Sandheden.
