forlangte, at der, forinden denne endelig foregik, skulde anstilles fornyede Undersøgelser, om det virkelig var umuligt, at Munkeliv kunde bestaa som Benedictinerkloster.
Abbeden kom hjem til Bergen ikke længe efter, men da Indholdet af det pavelige Brev blev bekjendt i Byen og Egnen, vakte det en sand Storm. Tingen var, at alle de ældre Munkeordener nærede den største Uvilje mod Birgittinerne. Dette deres Had var sikkert nok nærmest at betragte som et Brødnid. De have og det vistnok med Grund frygtet for, at den nye for sin Fromhed og sine Dyder saa forroste Orden vilde trække Almenhedens Hjerter og Tillid til sig paa deres egen Bekostning, med andre Ord, at deres egne Indkomster føleligt skulde formindskes. Abbeden af Lyse, Thorkel, og alle Munkene der, Dominicanernes Prior, Johannes, og Franciscanernes Guardian Gerlak Gruter, begge med sine Conventer, forenede sig og udstedte en Erklæring om, at Munkelivs Bygninger vare i den bedste Stand, at Klosterets Indtægter vare fuldt tilstrækkelige, og at foruden Abbeden dog otte Munke endnu „som oftest“ opholdt sig der. Deraf navngives: Broder Johannes Seedelse, Br. Sigfrid Johansen, Br. Johan Gotsvin, Br. Orm Nilssøn, Br. Orm Sigfridssøn, Broder Matthæus professus, Br. Johannes Montis Subdiaconus, Br. Henrik Horneburgh Lægmand. Men Abbeden gjør sig rigtignok, erklære de, al Umag for at ødelægge Klostret, har indtrængt Birgittinerne, medens Benedictinerne dels holdes i Fængsel hos Biskoppen, dels frygte for at miste sit Kloster, om ikke brave Mænd tage sig af dem.
Brevet, hvoraf disse Oplysninger fremgaa, er udstedt som en almindelig Erklæring, og det vides ikke, om Protesten er naaet frem til Paven. Men i ethvert Fald
