Prædikestol ladet oplæse de Breve, som den ovennævnte Johannes van dem Berge havde medbragt fra de tre tydske Abbeder, og stevnet Abbed Stein til at møde i Domkirken, men denne var ikke mødt, skjønt dog Biskoppen og Kannikerne afgave Møde. Endnu flere Voldsomheder af Stein opregnes.
Man vil altsaa forstaa, at den omtalte Johannes van dem Berge har foretaget sin Reise til Tydskland for at søge Bistand mod Stein og Birgittinerne hos Ordensbrødre der. Og naar man saa seer hen paa de ovenanførte, i disse Breve forekommende Navne, vil man forstaa, i hvor høi Grad Tydskerne have trængt sig ind i de bergenske Klostre. Ogsaa senere vil man finde Vidnesbyrd om denne Kjendsgjerning, og jeg vil her anføre et af dem: Da Franciscanerklostret ved Vaagsbunden brændte 1463, henvendte Munkene sig om Hjelp til 7 Raadet i Lybek og sendte sin Guardian, Lodevik Franke, til dette for at tale sin Sag; det følger af sig selv, at intet virkelig norsk Kloster let havde grebet til en saadan Udvei[1]. I Oslo møde vi lignende Forholde i det femtende Aarhundrede. Ogsaa her havde Tydskerne (Rostockerne) tilvendt sig Handelen, indført tydske Haandverkere og idetmindste forstaaet at fylde Franciscanerklostret med Landsmænd.
Kampen om Munkeliv, der altsaa ikke alene var ført mellem to Ordener, men ogsaa mellem den tydske Munkestand og en ny, nærmest svensk Klosterbevægelse, gik tilsidst Tydskerne og Benedictinerne imod. Endnu omtrent 1423 vovede Birgittinerne i Sverige ikke ret
- ↑ I en senere Beretning (Frimann: Stiftelser og Gavebreve I. S. 25) heder det, at Munkene efter Branden „skrabede sammen det af Ilden skaanede og dermed drog ud af Riget“, et tydeligt Bevis for, at de ogsaa selv vare Udlændinger.
