Capitlet i Throndhjem postuleret til Erkebiskop. Først henved to Aar efter paafulgte Pavens Bekræftelse, men allerede 1428 havde den nyvalgte Erkebiskop forladt Bergen. I Tiden mellem Valget og Afreisen falder Bergens Plyndring af tydske Sørøvere („Vitaliebrødre“), ved hvilket det udtrykkelig siges, at Biskoppen flygtede og Bispegaarden plyndredes; „man oplod Biskoppens Kister og Liberie og tog hans Bøger, Guld, Sølv og Ornat“. En i Throndhjem i 1429 optagen Fortegnelse over Aslaks fra Bergen medtagne Løsøre vidner dog om, at han har reddet ikke lidet. I det følgende Aar hjemsøgte Sørøverne paany Bergen.
I Aslak, der forøvrigt som Erkebiskop flere Gange gjensaa Bergen i sin Egenskab af Rigsraad og Eiendomsbesidder, tabte Bispedømmet vistnok en efter Datidens Fordringer til en Biskop dygtig og energisk Kirkefyrste. Dette tør navnlig sluttes af de langt fyldigere Beretninger, som haves om hans Regjeringstid som Erkebiskop, hvilken vedvarede til hans Død 1450.
Efter Aslaks Forflyttelse til Erkesædet indtraadte for hans forrige Bispedømme en lidet heldig Tid. Først i 1430 kunde der, som man vil have forstaaet, være Tale om at faa en ny Biskop valgt til Bergen. Kong Erik fremdrog da en ganske fremmed Mand, der længe havde været i hans Yndest, men som har et slemt Navn i Historien. Hans Navn var Arnold eller Arnt Clementssøn (i sit Sigil kalder han sig selv Arnoldus Clementis). Han maa antages at have været dansk, thi han havde to, ligeledes geistlige Brødre i Danmark, Hr. Jens og Hr. Clement, men han var sandsynligviis af tydsk Æt, da han synes at være identisk med den Arnold
