pelig Sinecurist desto behageligere havde han da ogsaa ladet andrage for Paven, at Bergens Bispestols Indtægter vare saa smaa, at man ikke ved dem kunde være istand til at leve paa standsmæssig Maade, og derved opnaaet, at der tillodes ham „af reen Naade“ at beholde Decanatet i Linköping og Canonicatet i Roskilde i tre Aar, som det synes fra den forestaaende Ordination til Bergen at regne. Hvis dette er ret forstaaet af mig, indseer man, at han havde sine Grunde til ikke at forhaste sig med at blive indviet!
Dertil kom, at der ganske snart efter Arnolds Udnævnelse til Bergen aabnede sig Udsigter for ham til noget langt mere end at være en norsk Biskop, nemlig til intet mindre end til Erkebispestolen i Upsala. Her døde Erkebiskop Johan Haakonssøn 9de Febr. 1432. Capitlet valgte sin Provst Olof Larssøn. Men heri vilde Kong Erik ikke finde sig, men vilde fremdrive Biskop Thomas af Strengnes. Kongen var fornærmet paa Olof Larssøn, der uden at henvende sig til sin Konge havde ilet lige til Paven. Olof var bleven antagen af Eugenius IV, men Erik, her som ellers stivsindet, vilde ikke give sig. Dog var det nu ikke længere Biskop Thomas (der selv nok egentlig var uvillig til under saadanne Omstændigheder at blive Erkebiskop), som han vilde fremtvinge, men derimod vor Arnold. Han tvang nogle i Danmark tilstedeværende svenske Biskopper til at erklære sig enige (9de Juli 1432), men saasnart disse vare komne hjem til Sverige, erklærede de det givne Samtykke for aftvunget og protesterede. Arnold indfandt sig virkelig i Upsala og skal, støttet af Kongens Breve, have søgt at sætte sig i Besiddelse af Erkestiftet, men i 1434 gjorde Døden Ende paa hans Liv. Ved Conciliet i Basel var samme Aar udstedt en Stevning mod Arnold Clemetssøn, „der
