kalder sig Biskop af Bergen og gjør Paastand paa Upsala Erkestol“, og Stevningen var opslaaet paa Domkirken i Lübeck[1].
Den svenske Historie har ikke sparet denne Mand, og i Rimkrøniken omtales han saaledes:
Argare boffva var ey da prest,
Som hans lifverne beviste mest,
Skorlifnad han öfde,
Dobel och dryk han pröfde,
Manga fetalia[2] helt han tilsjo,
o. s. v.,
hvorpaa der fortsættes med yderligere Beskrivelse af hans Synder. Det heder, at han, strax efter han var kommen ud af Domkirken og var kommen til Arnø, et jevnligt Opholdssted for Erkebisperne, blev syg og døde, hvorpaa hans Tjenere huggede ham i Stykker, nedsaltede hans Legeme i Tønder og sendte det til Kong Erik i Danmark! Andensteds hedder det, at han døde af en væmmelig Sygdom[3].
Imidlertid var ved hans Død Bergens Bispestol, som han jo maatte holde paa, saalænge han ei var bleven virkelig Erkebisp, nu atter ledig. Den nye Besættelse foregik paa en mærkelig Maade, der kaster et klart Lys over det Forhold, som dengang raadede mellem de nordiske Kirkeprovindser paa den ene og Pavemagten og Baselerconciliet paa den anden Side.
- ↑ Reuterdahl, Sv. Kyrkans Hist. III, 2, S. 15 fgg. Tidligere har man (saaledes f. Ex. R. Keyser) fremstillet Arnolds Historie, som om Kongen først vilde gjøre ham til Erkebiskop i Upsala og derpaa til Biskop i Bergen, hvilket som vi see, er ganske urigtigt.
- ↑ „Fetaljer“ (Vitaliebrødre) betyder Sørøvere.
- ↑ Se Rimkrøn., Klemings Udg. II. S. 21–22.
