ningen aabenbart været, om jeg saa maa sige, Baselsk, hvilket er naturligt nok. Det er jo ikke til at forundre sig over, at Biskopperne glædede sig ved den store Kirkeforsamlings bestemte Vilje at gjengive Episcopatet og navnlig Metropolitanerne deres oprindelige Myndighed og at befrie Landskirkerne fra pavelige Indgreb og Udsugelser. I Overensstemmelse med Conciliets Grundsætninger og Bestemmelser blev der nu handlet med Hensyn til den ledige Domkirke i Bergen, men rigtignok saa, at Kongens candidat kom i Besiddelse af Bispestolen.
Man gik frem, som om der ingen Pave existerede. Erkebiskop Aslak lod en tilstedeværende Kannik fra Bergen, Hr. Olaf Jonssøn, forestille Bergens Domcapitel, uden at der dog oplyses, at der fra dette forelaa nogen Fuldmagt. Den 4de Juli 1434 fremtraadte denne bergenske Kannik i Overvær af Aslak og fire norske og svenske Biskopper samt en Notarius’s og andre Vidners Nærværelse i St. Andreas’s Kirke i Vordingborg og rettede følgende Tiltale til Hr. Olaf Nilssøn:. „Ærværdige Hr. Olaf, i Kraft af en Overenskomst, truffen mellem min værdigste Fader og Herre, Erkebiskop Aslak og mig, have vi udvalgt Eder til Fader og Hyrde for den Bergenske Kirke, der har maattet savne en Hyrdes Trøst. Jeg beder indstændig paa vores begges Vegne, at I ikke ville undslaa Eder for at give Eders Samtykke til dette Valg.“ Olaf Nilssøn svarede: „Ihvorvel jeg anseer mig uværdig og uskikket til et saa vanskeligt Embede, samtykker jeg dog mod mit Ønske af Lydighed og for Kirkens Bedstes Skyld i Navnet Faderens, Sønnens og den Helligaands.“ Strax derpaa lod Kanniken Oluf Jonssøn i Notariens og Vidnernes Nærværelse under sit Segl opslaa paa Kirkedøren følgende Erklæring: „Aslak, af Guds Naade Erkebiskop af Nidaros, hilser Alle, hvem denne Sag er ved-
