biskopper indfandt sig. Heller ikke Bergens egen Biskop var tilstede. Olaf var nemlig endnu ikke vendt hjem til Norge, men færdedes fremdeles i Kong Eriks Nærhed og var i 1435 i Stockholm for at underhandle med de Svenske. Den første Leilighed, ved hvilken han kan paavises at have været i sin nye Stiftsstad, er 22de August 1436, da han i Forening med Aslak Bolt og Audun af Stavanger udsteder et Document af politisk Indhold. I Slutningen af samme Aar finde vi ham i Oslo, hvor Erkebiskoppen atter og nu med noget større Held gjentog Forsøget paa at faa holdt et Concilium. I 1438 finde vi Olaf i Lyster i Sogn.
Behandlingen af denne Biskops Historie, ligesom ogsaa hans Eftermands, har en særegen Vanskelighed derved, at de begge hedte Olaf og man ikke ved, hverken naar Olaf I er død, eller naar Olaf II har succederet. Endnu Keyser har slaaet disse to Biskopper sammen til en Person, og jeg er selv den første, der har gjort opmærksom paa, at det har været to Mænd[1].
At dette er Tilfældet, kan med fuld Sikkerhed godtgjøres. I 1442 optræder nemlig en Biskop Olaf af Bergen, om hvem det er klart, at han ikke har hedt Olaf Nilssøn, men Olaf Harniktssøn. Nu forekommer den første Olafs Fadersnavn vistnok kun i et eneste Document, udstedt ikke af ham selv, men af Kongen. Der kunde altsaa indvendes, at „Nicolai“ kunde være en Feil hos Concipisten i Cancelliet. En saadan, i sig selv allerede usandsynlig, Formodning maa imidlertid afvises derved, at den anden Olaf i et Document ligeledes fra 1442, hvor han optræder i Forening med en stor Del andre Biskopper fra alle tre Riger, faar Plads mellem Biskop-
- ↑ See min Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros, S. 154.
