fremdraget og støttet denne sin nære Frænde. Før sin ophøielse findes Olaf Harniktssøn intetsteds nævnt.
Om nogle Træk af Bergens Episcopats Historie gjelder det nu, at man ikke veed, til hvilken af de to Olafer de skulle henføres, og det kan alene siges, at de maa angaa en af dem. Dette gjelder da bl. a. følgende Sager. I 1439 (27de April) angives, at et Raadsmøde skal samles i Oslo, og at blandt flere „Biskop Olaf af Bergen“ skal møde der. I 1440 fremsættes Klager fra Raadet og Menigheden (ɔ: Borgerskabet) i Bergen over Hanseaterne, hvoriblandt ogsaa, at de Tydske (uvist i hvilket Aar) have ihjelslaaet „Bisp Olafs“ Svend Nils Kortssøn og „faldt i store Hobe foran Bispens Port og vilde slaaet den op med Vold og Overdædighed“[1]. I den gamle Copibog, hvori ogsaa i dette Aarhundrede, desværre dog sjelden, nogle Documenter indførtes, findes flere Pasbreve eller Anbefalingsbreve udstedte af en Biskop Olaf, af hvilke kun det sidste er dateret (fra 1445, altsaa bestemt at henføre til Olaf II). Et af disse er af Interesse. Det meddeles en Prest, Vilhelm Olafssøn, der – sikkert en Sjeldenhed i Baseler-Conciliets Dage – vil foretage en Pilegrimsreise til Rom for at faa sine synders Forladelse[2]. Den ubestemte Biskop Olaf kalder her Præsten en Søn af den retmæssige Pave (veræ obedientiæ filius), hvilket da synes at tyde paa, at Biskoppen selv i denne Stridens Tid staar paa Eugenius IV’s og ikke paa Conciliets eller den, muligviis paa den Tid Brevet skreves, af dette udvalgte Modpaves Parti.
Om Olaf II vide vi med Sikkerhed, at han 9de Juni 1442 var tilstede i Lødøse ved det norske Rigs-
