tjenesten med spændte Armbrøster (ballistæ) og trak to Mænd ud med Magt, hvorfor de excommuniceredes, indtil de havde gjort Bod[1]. I 1443 seer man, at Olaf i Forening med Erkebispen har truffet Foranstaltninger til at faa en dygtig Klokkestøber fra England over til Bergen for at støbe Klokker til begge Stifters Domkirker[2].
Olafs Dødsaar er uvist. Vi seer ham sidste Gang nævnt i 1448[3].
Vi komme nu til en Biskop, om hvem der egentlig ikke ret meget vides, men dog saa meget, at man tør sige, at hans Liv har været bevæget og rigt paa Hændelser, ligesom det endte paa en tragisk Maade.
Hans Navn er Thorlak (stundom ogsaa kaldet Thorleif), og han kaldes ved Fadersnavn Olafssøn, men om hans Herkomst har man ingen nærmere Besked, dog er det sikkert, at han var en Nordmand. Det vides, at han maa have tjent Kong Erik og indtaget en høi Plads i denne Konges Bevaagenhed.
Vi erindre, at den ovenfor omtalte Arnold, som havde faaet pavelig Bekræftelse paa Bergens Bispestol uden at blive indviet eller at komme til Norge, idet Erik vilde gjøre ham til Erkebiskop af Upsala, døde 1434. Saasnart Kong Erik erfarede dette, skrev han i Mai s. A. til Capitlet i Upsala, at han havde bestemt, at Thorlak skulde være Erkebiskop, og forlangte ham modtagen som saadan. Thorlak er formodentlig kommen til Upsala, medbringende dette Brev, men hans Ophold der kan ikke have været af lang Varighed. Der mødte i ethvert Fald de stærkeste Protester imod ham, og han reiste da sin
