Vei. Men i det følgende Aarhundrede fortæller den bekjendte svenske Historieskriver Johannes Magnus i sin Metropolis (ɔ: Upsala Erkebispers Historie), P. 96, „Thorlak, som paa Grund af den. Krig, der begyndte mod Kongen[1], flygtede bort, blev paa Veien opholdt af Uveir, men blev indhentet og kom ikke løs, før han havde udleveret en Tommelfinger af den hellige Eriks Legeme, som han havde taget med sig, men saa fik han Lov at reise til sin Konge eller hvorhen han vilde.“[2] Kort efter, da det omtalte store Bispemøde holdtes i Vordingborg 1434, finde vi Thorlak der, men Erik, der nu ikke længere fandt det at være Tid til at fornærme de Svenske, har nu aabenbart ganske opgivet Tanken om at faa ham gjort til Erkebiskop i Upsala. Derimod optræder den fordrevne Mand her med Titel af Provst ved Apostelkirken i Bergen[3]; om Erik først nu havde givet ham dette Prælatur, over hvilket han jo retsmæssig raadede, er uvist. Vi møde ham Aaret efter i Stockholm i Kongens Ærinde, og i Februar 1437, da de Uroligheder bilagdes, som Amund Sigurdssøn havde fremkaldt ved sit Oprør, finde vi ham i Oslo som Udsending paa Kong Eriks Vegne.
- ↑ Hermed sigtes til Engelbrekts Opstand, der udbrød ved Midtsommerstid 1434.
- ↑ Tyverier af Helgenrelikvier vare ikke sjeldne. Som et Exempel af Norges Historie kan anføres, at Magnus Barfods bekjendte Enke, den svenske Margrete „Fredkulla“, beskyldtes, da hun skulde indgaa andet Ægteskab med Kong Nils af Danmark, for at have villet stjæle med sig til sit nye Hjemland intet mindre end – St. Olafs Legeme, hvilket dog viste sig ikke at være sandt. (Metcalfe, Passio et miracula B. Olavi p. 103). Saadant kunde jo have et Forbillede i Rachel, som stjal sin Fader Labans Afgudsbilleder! (Genesis 31, 19).
- ↑ D. N. I. No. 746.
