Derimod er der intet Spor til, at han som. Provst har været tilstede ved sin ovennævnte Kirke i Bergen.
Eriks Magt var nu paa Heldingen, men han har dog endnu formaaet at skaffe sin Yndling en Bispestol, og det endog en dansk, et i den Tid enestaaende Exempel paa en saadan Lykke for en Nordmand udenfor Norge, medens det omvendte Forhold forekom desto hyppigere.
Thorleif blev nemlig Biskop i Viborg og maa vistnok være indviet som saadan i Lund i Januar 1438. Man har nemlig et Document, dateret 4de Januar 1438, hvorved Erkebiskop Hans Laxman lader en Notarius bekræfte, at Thorleif, idet han skulde „vælges og confirmeres til Biskop af Viborg“, lovede, at han og hans Efterfølgere skulde tilsvare ethvert Krav, som i den Anledning maatte blive gjort gjeldende fra det „apostoliske Kammers“ Side, det vil altsaa sige mulige pavelige Efterkrav paa Afgifter og Sportler, og at Erkebispen og Lunds Domkirke i saa Henseende intet Ansvar skulde have[1]. Dette Document, til hvilket jeg ikke kjender noget Sidestykke, er ret betegnende for Forholdene paa Baselerconciliets Tid. Thorleifs Tiltrædelse til Viborgs Bispedømme er altsaa skeet uden Henvendelse til Paven, fra hvem man jo paa den Tid kunde bortsee, og man har senere et Brev fra ham, hvori han kalder sig „Biskop af Guds og den apostoliske Kirkes (ikke det apostoliske Sædes) Naade“, en Betegnelse, jeg ikke andensteds har seet brugt[2].
Den vældige Erkebiskop Hans Laxman, som i denne Tid, da Pavemagten var som suspenderet, optraadte med
