en ganske overordentlig Myndighed i sin Kirkeprovinds, gjorde et Forsøg paa at fjerne Thorleif, hvem han aabenbart ikke yndede, fra Danmark ved et eiendommeligt Middel. Han betænkte, at der i Norge var en danskfødt Biskop, Jens af Oslo, og gjorde saa en Forestilling til Conciliet i Basel, om at denne og Thorleif burde bytte Bispesæder. „Der er nu“, skriver Erkebispen, „desværre udsaaet Fiendskab og Usamdrægtighed mellem selve Rigerne, hvis Indbyggere ere saare forskjellige og uoverensstemmende i Sæder og Skikke; deraf kommer det, at Almuen i Danmarks Rige mistænker en norsk Biskop og, Almuen i Norges Rige ligeledes en dansk som en dødelig Fiende, saa at disse Biskopper hver Dag have at frygte for Angreb og Mishandling af den menige Mand[1]“. Denne phraserige Forestilling førte dog ikke til Noget. Man maa formode, at Thorleif ikke vilde have havt no imod Byttet, bl. A. fordi Oslo Stift var meget betydeligere i Indtægter end Viborgs, medens Biskop Jens vistnok af samme Grund ikke har villet give Slip paa sit Sæde. Forestillingen er udateret, men i ethvert Fald senest skreven 1443, i hvilket Aar nemlig Hans Laxman døde.
Thorleif blev altsaa i Viborg, hvor han var en virksom Mand og navnlig fik Domcapitlet, der var i Forfald ved hans Ankomst, fuldstændig omorganiseret. Han var nu dansk Rigsraad, og man vil af danske Kilder kunne see, at han hyppig har været tilstede ved Rigsmøder. Ved et saadant, der var fælles for alle 3 Riger, kom han 1442 op til Lødøse og har da formodentlig besøgt sit Fædreland. Sidste Gang seer man ham som dansk Rigsraad i 1449 i Kjøbenhavn[2].
