at have staaet i meget intim Forbindelse[1], begav han sig derpaa tilbage til Bergen.
Vi skulle ikke her dvæle ved de skrækkelige Hændelser, for hvilke Bergen blev Skuepladsen 1ste September 1455[2]. Det var paa den Dag, at Tydskerne angrebe Munkelivs Kloster, hvor deres Uvenner Brødrene Hr. Olaf og Hr. Peder havde søgt Tilflugt. Biskoppen besluttede, skjønt advaret af Tydskerne, at dele Skjebne med dem. Voldsmændene fik overhaand og trængte ind i Klosterkirken. Et rædsomt Myrderi paafulgte. Der ihjelsloges bl. a. Hr. Peder, Hr. Olafs Søn Nils og flere Kanniker, ialt omtrent 60 Personer. Biskoppen, om hvis Hals Barnet havde slaaet sin Arm, skal have staaet med Hostien i Haanden og især have bestræbt sig for at redde Barnets Liv, men man afhuggede Thorleifs Arm og gav ham derpaa det dræbende Saar. Senere dræbtes Hr. Olaf selv, der havde søgt op i Taarnet, og hele Munkeliv Kloster blev et Rov for Luerne.
Et Mord paa en Biskop maatte gjøre Opsigt ogsaa langt udenfor Norge og Nordens Grændser. Det kan derfor ikke forundre, naar man læser, at hele 28 Aar senere kunde der under en Tumult i Hamburg udstedes Trusler mod Byens Prælater, om at de ikke maatte være sikre paa Livet, „thi det var ikke saalænge siden, at Kjøb-
- ↑ Af et Brev af Christiern I (Kjøbenhavn 24de Januar 1453, D. N. XV. No. 80) sees tydelig, at han paa den Tid stod i nærmeste Forbindelse med Hr. Olaf og hans Broder, der da vare i Kongens ligefremme Unaade, ja nærmest at ansee som hans Fiender. Man kunde tro, at Biskoppen har forladt Bergen allerede paa den Tid, da Hr. Olaf 1453 blev afsat, og opholdt sig hos ham den hele Tid.
- ↑ Man vil finde Begivenheden udførlig og, som jeg antager, udtømmende fortalt i min Christiern I’s norske Historie S. 116–130.
