mændene i Bergen harde slaaet en Biskop ihjel, og han var dog ligesaa god, som de“.[1]
Christiern I og det norske Rigsraad gjorde kun svage Forsøg paa at faa Opreisning af Hanseaterne paa Rigets Vegne, men de Dræbtes Familier forfulgte Sagen med større Kraft. Ogsaa Biskoppens Familie forlangte Bod. Hans her optrædende Frænder vare imidlertid ikke Nordmænd, men Danske. Der tilkjendtes omsider de jydske Adelsmænd Nils. Malthe og Thorlav Munk en Bod for Bispens Drab af 800O Mark dansk, om hvilken Sums Betaling Vidnesbyrd udstedtes paa Viborg Landsthing 1486[2]. Denne Familie Munk er aabenbart den samme, til hvilken de senere Biskopper af Ribe Iver og Oluf Munk samt den bekjendte Landsdommer og Rigsraad Mogens Munk hørte[3]. Da Biskop Thorleif ikke kan have hørt til Familien Munk, formoder jeg, at en Søster af ham under hans Regjeringstid i Viborg er indgiftet i den Familie.
Paa den Tid, da Biskop Thorleif døde, befandt den norske Kirke sig i en mislig Tilstand. Erkebiskop Henrik Kalteisen havde maattet forlade Norge, uden at nogen ny Metropolitan endnu var anerkjendt, og saa er en anden Bispestol ledig efter et Drab paa dens Indehaver! Men man levede i en Tid, da det aandelige Liv laa rent nede. Forsøgene paa Reformer gjennem Concilier vare mislykkede, den romerske Curie var atter kommen til Magten, og alle kirkelige Anliggender vare blevne til Penge- og Forsørgelsesspørgsmaal. Det er derfor høist characteristisk, at Christiern I endog ved en Leilighed som denne kunde forsøge paa at faa Bergens Bispestol
