besat efter Thorleif paa en saadan Maade, som vi nu skulle see. Det var det mindste, at han ikke vilde have en Indfødt, men en dansk Mand. Men han udsaa en Mand, der tiltrængte venia ætatis, Dispensation, fordi han ikke havde naaet den canoniske Alder, med andre Ord et ungt Menneske uden al Erfaring og Modenhed. Hans Candidats Navn var Jacob (eller Joachim, hvilke Navne dengang brugtes i Flæng) Grubbe[1], der som Adelsmand trods sin Ungdom allerede var Kannik i Roskilde. Bergens Capitel maatte finde sig i at vælge ham, og Christiern I anbefalede ham da hos Paven til Dispensation og Udnævnelse, men denne (Spanieren Calixtus III) opfyldte ikke den kongelige Begjæring. Grunden var den, at der i Italien var en Geistlig i Pavens Tjeneste, som ogsaa havde Lyst paa Bergens Bispestol. Det var en Paulus Justiniani fra Genua, som man har sagt, af den berømte Familie af dette Navn. Det hjalp da ikke, at der fra Christierns Cancelli var skrevet til Rom, at Jacob Grubbes Udnævnelse til Bergen var det norske Folks og Rigsraads enstemmige Ønske!! Heller ikke hjalp det, at Kongen paastod en (vistnok ganske uhjemlet) Ret til at fordre, at ingen Biskop maatte udnævnes i Norge mod hans Vilje. Paven udnævnte Justiniani ved Provision 11te Marts 1457, hvorpaa denne contant betalte sine Afgifter og virkelig begav sig til Norden. Jacob Grubbe siges ved denne Tid at være død, men denne Beretning (af Arild Huitfeldt) er tvivlsom, og kun dette er vist, at han ikke fik Bispestolen. Da Justiniani fremstillede sig for Kongen, blev han dog naadig modtagen, – erkjendt som Biskop og ved et Fredskys, den sædvanlige Ceremoni ved saadanne Leiligheder, optagen i Rigsraadet.
- ↑ De Efterretninger om ham, der findes i Danmarks Adels Aarbog XII. 153 finder jeg tvivlsomme.
