Ivar gamle Gjæsling paa Sandbo, bekræftet af flere senere Konger, læste paa Tinget af Sigurd Eldjarn den ældre.
Paa Basis heraf slutter Schøning, at Arne Haraldssøn selv maa have været en Gjæsling. Det for disse anførte Vaaben, Pilen eller Pilen gjennem Dyrefoden (Hr. Halvard Alfssøns) synes at tale herimod; men da endog Brødre dengang tit førte forskjellige Vaaben, kan man ikke slutte noget bestemt og endeligt heraf.
I et nu tabt Brev hos Schøning af 1353 nævnes en Thorstein Haavardssøn i Søndre Sandbo i en Handel med Slegten paa Gaarden Galde. Navnet Haavard forekommer alt under Haakon Haakonssøn paa Sandbu, Sysselmanden Haavard paa Sundbo, og Navnet Thorstein tilhører Kusserne paa Samsal. Atter forekommer Navnene Erlend og Gunnar saavel blandt Eldjarner som Kusser (Erlend Halvardssøn Kusse i Oslo c. 1320–50, nedenfor).[1]
C. 1320 nævner Schøning en Paal Alfssøn i Vaage[2], og efter Hr. Halvard Alfssøns Tid forekommer Navnene Paal, Ivar, Gunnar og Amund paa Sandbo i Diplomer angaaende Heimdalsvandet.
Angaaende Arne Brynjulfssøn Kusses Efterslegt, der havde sit Tilhold paa Lider paa Ringsaker, kan henvises til Stamtavlen; deraf fremgaar, at den sidste af hans Gren vistnok er den Hustru Sigrid Arnesdr., som var gift med Jon Amundssøn; begge døde ca. 1500, og efter dem kundgjør Lagmanden i Oplandene Bjørn Halvardssøn Skaktavl til Nordvi (i Stange) – Søn af Halvard Haavardssøn paa Nordvi[3] – i 1501 Arveskifte.[4]
En Broder af Arne Brynjulfssøn Kusse var Gunnar Brynjulfssøn, Korsbroder i Hamar, Prest paa Faaberg til c. 1390, senere paa Toten til c. 1401. Brynjulf Gunnarssøn paa Dælin kaldes nemlig udtrykkelig Sira Gunnars Søn[5],
