I 1703 er han forsvunden af Kalenderen og døde
derfor antagelig ved den Tid, eller fulgte Fuesmanns
Afdeling til Danmark.
Det maa være mig tilladt at takke D’Hrr. Professorer Rygh og G. Storm og ikke mindre Hr. Rigsarkivar Huitfeldt-Kaas for den velvillige Hjælp, som paa mange Punkter er bleven mig tildel.
E. Elieson.
Den Erkebiskop i Nidaros, som i 1387–88 var virksom
ved Dronning Margretes Valg i Norge, kaldes af de
nyere Historikere Vinalde; tidligere kaldtes han Vinald, men
det ser ud til, at Keyser har indført Navneformen Vinalde
og at derefter, Munch i de senere Dele af sin „Norske Folks
Historie“ har fulgt Keysers Exempel. Man vil imidlertid
ved at slaa efter i Diplomatariet finde, at Navnet overalt
skrives Vinalder eller Vinaldr: derimod har de islandske
Annaler Formen Vinalldi. Det forekommer mig ikke tvilsomt,
at originalbrevene her maa følges, f. Ex. Retterboden
af 1392 (D. Norv. VI No. 338), hvor Navnet i østlandsk
Dialekt endog skrives Vinaldar (= Vinaldr). Ogsaa de,
som senere bærer dette Navn i Norge, bør kaldes Vinald,
f. Ex. den Kannik i Nidaros, som synes opkaldt efter Erkebiskopen
og vel var hans Frænde, heder Vinallder Steinfinnssøn.
Navnet er ellers meget sjeldent, saa at man maa antage det
for fremmed i Norge. Da Erkebiskopen, som havde faaet sin
geistlige Opdragelse i Linköping Stift, engang kalder sig
„Vinalder Henzasson“ (D. Norv. III No. 312), er det, som
Daae formoder, sandsynligt, at hans Fader har været en i
Sverige bosat Tysker; isaafald svarer „Vinald“ ganske til det
tyske Navn Winolt, – og med dette Navn benævnes Erkebiskopen
ogsaa stadigt i hanseatiske Dokumenter (f. Ex.
Hanserecesse 1395–99). Vinalde bliver altsaa et islandsk
Forsøg paa at nationalisere det tyske Navn; paa samme
Maade beholder Islændingerne Navneformerne Sigvalde,
Aavalde, Thoralde, medens disse Navne allerede i 14de Aarhundrede
hyppigt og senere stadigt i Norge lyder Sigvald
(Sevald), Aavald, Torald (Tarald).
- 18. Febr. 1900.
Gustav Storm.
