han fra Ebelholt har afgivet Grundstokken for Klostrets Beboere og derfor har betragtet sig som Klostrets aandelige Fader. Men denne Forbindelse maa antages at være ophørt ved Abbed Vilhelms Død i 1203, thi i 13de og 14de Aarhundrede sees Erkebiskopen i Nidaros ubestridt at have styret Kastelleklostret baade i verdslig og geistlig Henseende. Først efter Foreningen mellem Norge og Danmark under Dronning Margrete kan Abbeden i Ebelholt have gjort Fordringer gjældende paa en Overhøihed, og det er lykkedes ham i 1403 under Ledigheden i Nidaros Erkestift efter Erkebiskop Vinaldes Død at faa denne overhøihed anerkjendt af Prioren og hans Konvent.[1] Men selvfølgelig har den nye Erkebiskop (Eskil) paatalt dette, og da Nidaros Erkesæde i 2den Halvdel af 15de Aarhundrede sidder i ubestridt Besiddelse af Kastelleklostret, kan Ebelholtabbedens Herredømme kun have været kortvarigt.
Men heller ikke Erkebiskop Eriks Hensigt med Klosterstiftelsen er bleven opnaaet, eller rettere de senere Begivenheder gjorde den til intet. Planen kan siges at være, i Modsætning til Birkebeinernes Klosterstiftelse paa Varna, at stifte et aandeligt Broderskab i Kastellet til Kamp for de kirkelige Synsmaader. Men ved Forliget mellem Kongedømmet og Kirken, da Erkebiskopen atter fik vende tilbage til Nidaros, blev Stiftelsen i Kastellet overflødig, eller den sank ned til at blive en almindelig Kannikestiftelse, en Filial af det nidarosiske Kapitel, og har altid siden ført en hensygnende Tilværelse.
- Septbr. 1890.
- ↑ Scr. rer. Dan. VI 176.
