Om Olaf Kyrres Regjeringstid i Norge lyder de fleste Beretninger afgjort fredelige; det var jo den faste Ro og Freden under ham, som gav ham hans Tilnavn (kyrr, rolig). Den ældste Kilde, Thjodrik Munk, siger, at Olaf regjerede i 27 Aar, elsket af Gud og Mennesker, ivrig for Fred overalt og for rolige Tider (vir Deo et hominibus carus, paci per omnia et quieti temporum studens); og de følgende Kongesagasamlinger, Ágrip, Noregs konungatal (Fagrskinna) og Snorres Heimskringla, stadfæster den samme Opfatning. En afvigende Fremstilling findes dog i Sagasamlingerne Morkinskinna og Hulda, af hvilke den første maa antages ældre end Snorre, medens den anden maa regnes for en Sammenarbeidelse af Morkinskinnas Text med Snorre. I Morkinskinna fremstilles med Støtte af en Række Vers, at efter Olaf Kyrres Hjemkomst fra England (1067) Kong Sven i Danmark brød Freden med Norge, at Olaf havde ude fuld Leding fra Norge, at der stod et søslag udenfor Halland, hvori Nordmændene seirede, men at dette Tog dog endte med et Forlig i Konghelle. Om Krigsbegivenhederne findes ikke et Ord i Fagrskinna eller i Heimskringla; de kjender nok til Kong Svens Udæskning og til Olafs Forsvarsrustninger, men det hele ender uden Krig ved et Fredsmøde.
P. A. Munch har i Fremstillingen af disse Forhold i det hele fulgt Morkinskinna og Hulda, dog med Modifikationer. „Saavidt man af den samtidige Stein Herdisesøns Kvad kan se, siger Munch, var Olaf saa tidligt paafærde, at han med sin Ledingsflaade allerede mødte Sven udenfor
