Embedsmænd og Fogder, som det sømmer sig, at det kan komme til en bedre Regjering, end vi erfarer at det har, og med Hensyn til, at her ingen (Rigsraader) er komne fra Norge, saa give vi Eders Naade tilkjende, at det skal ikke være vor Skyld.“[1]
Ved Kalmarkongressen i Juli og August 1436 blev der atter opnaaet en Forsoning mellem Kongen og Svenskerne; disse vandt Anerkjendelse for alle sine Krav, og det blev besluttet, at den endelige Ordning skulde istandbringes paa et Møde i Söderköping den 29de Sept. s. A. Paa dette Møde har man antaget, at alle de tre Rigers Erkebiskoper med en verdslig Rigsraad fra hvert Rige har udarbeidet det bekjendte „Udkast fra 1436“ til fornyet Union mellem Rigerne. Fra Norge har isaafald Erkebiskop Aslak og Hr. Endrid Erlendssøn indfundet sig til Mødet[2]. Erkebiskopen var i Bergen endnu 22de August og er neppe kommen til Oslo før December s. A. Paa Grund af Erkebiskopens Fravær har de øvrige Rigsraader fundet at burde udsætte Afgjørelsen, som skulde have fundet Sted i Oslo ved Midten af Oktober. Der
- ↑ Hanserecesse von 1431 bis 1476, I 547.
- ↑ Jfr. Daae i dette Tidsskrift 1ste Række IV, S. 70 og v. d. Ropp, Z. deutsch-scandinavischen Geschichte, S. 43. Jeg nærer nogen Tvivl om dette Resultat, da de ældste og bedste Afskrifter af Unionsudkastet siger, at Kong Erik „War kronet her vdi Calmarn till alle thry rigenne“ og altsaa forudsætter Kalmar som Mødested. Og overhovedet finder jeg det vanskeligt at antage, at de to norske Medlemmer virkelig har deltaget i Udarbeidelsen af dette Udkast; i dette nævnes f. Ex. Lagmanden i Tønsberg ved Siden af Lagmanden i Borgesyssel, uagtet dette var den samme Mand, ligesom det forudsættes, at Oslo Bispedømme kun omfatter Viken og Borgesyssel, — en Uvidenhed, som man neppe kan forestille sig mulig for Befalingsmanden paa Tønsberghus og for den norske Kirkes Primas.
